De økonomisk magtfulde golflande lægger nu pres på Hizbollah med noget, der kan tolkes som sanktionstrusler, efter den libanesiske militante gruppe i stigende grad har taget del i konflikten i Syrien på styrets side.
Sammenslutningen Golfstaternes Samarbejdsråd (GCC) har "besluttet at se nærmere på, om det kan foretage indgreb mod Hizbollahs interesser i medlemstaterne," siger GCC-chefen for Abdullatif al-Zayani.
Hizbollah, som tilhører shiaislam, er allieret med Syriens præsident, Bashar al-Assad, og Iran.
Golflandende derimod er sunni-ledede, og de støtter oprørerne, der forsøger at vælte Bashar al-Assad i Syrien. Blandt andet Saudi-Arabien har angiveligt støttet oprørene i Syrien med våben.
GCC-lederen ville ikke løfte sløret for, hvilke indgreb eller tiltag de seks lande kunne finde på at tage mod Hizbollah.
Bahrains udenrigsminister, Ghanim al-Buainain, slog fast, at han mener, at den libanesiske gruppe er en terrororganisation.
- Det er en terrororganisation. Det er sådan, golflandende ser på det, siger han.
Det synspunkt deler han med blandt andre USA og Frankrig, som også har Hizbollah på terrorlisten.
Det er dog ikke udsigt til, at den libanesiske gruppe vil blive tilføjet golflandenes terrorliste lige med det første. Det er ifølge Ghanim al-Buainain "et teknisk og juridisk spørgsmål, som kræver yderligere undersøgelse."
- Vi ser udviklingen som åbenlys indblanding fra Iran og dets allierede Hizbollah, når der i den syriske konflikt er brugt alle former for våben, og Syrien er blevet en kampzone, som har efterladt tusinder af syrere døde, siger Ghanim al-Buainain.
GCC er en sammenslutning af Saudi-Arabien, Bahrain, Kuwait, Qatar, Oman og De Forenede Arabiske Emirater.
/ritzau/AFP