Fremover bliver de erfaringer og kvalifikationer, som ufaglærte rengøringsassistenter opbygger i deres job, anerkendt. Også med kroner og ører, skriver Fagbladet 3F.
Det ligger i de nye forlig, som netop er indgået med både kommunerne og regionerne om rengøringsassistenters og serviceassistenters løn- og arbejdsforhold.
- Vi er rigtig, rigtig glade for, at det er lykkedes os at få lagt brancheerfaring ind. Det betyder, at når man skifter fra et rengøringsjob til et andet, så tager man sin anciennitet med sig. Det betyder rigtigt meget for, hvor man bliver indplaceret lønmæssigt, fortæller formanden for den offentlige gruppe i 3F, Ellen K. Lykkegård.
Før kunne man som ufaglært starte forfra lønmæssigt, selvom man reelt kom med årelang rengøringserfaring.
- Det er lidt af en landvinding. Det betyder også en stor anerkendelse af hele branchen og af hele fagligheden, supplerer hun.
Ordningen indfases over flere år, og den kommer i første omgang til at gælde, hvis man skifter job imellem kommuner og regioner, men ikke private firmaer.
Overenskomsterne - inklusiv de generelle forlig, der for nyligt kom på plads i Forligsinstitutionen - vil gælde med tilbagevirkende kraft fra 1. april i år, hvis medlemmerne stemmer ja til aftalerne. Der er afstemning frem til start juni.