Rasmus Nøhr: Jeg blev rigtig ked af det

Dommernes hårde ord gjorde sangeren Rasmus Nøhr ked af det, selvom han godt kunne forstå kritikken.

Nogle gange er det sandheden, som gør mest ondt at få at vide.

Sådan havde Rasmus Nøhr det i hvert fald, da dommerne i Vild med dans gav ham og partneren Karina Frimodt aftenens laveste karakter for deres vals.

- Jeg blev faktisk rigtig ked af det. Men jeg vidste jo godt, at de havde ret i de ting, de sagde, siger en skuffet Rasmus Nøhr til Ritzau.

Det har været en hård uge for sangeren, som ved siden af sine tre daglige timers Vild med dans-træning også har spillet 11 koncerter.

- Så jeg har været lidt træt hele ugen, og det har jeg godt kunnet mærke i træningen, siger Rasmus Nøhr.

Men selvom sangeren blev ked af den hårde bedømmelse, er han ikke sur på dommerne.

- Det er lidt som med parkeringsvagter - du kan ikke lide det, de gør, men de gør jo bare deres arbejde, fortæller Rasmus Nøhr, efter balletmester Nikolaj Hübbe gav ham aftenens eneste ettal.

Heldigvis har Karina Frimodt ikke mistet troen på sin partner.

- Vi skal bare give den helt vildt meget gas næste fredag, så skal det nok gå, siger danserinden, som godt kunne forstå, at "Sommer i Europa"-sangeren havde nerver på.

Nerver, som dommerne også kunne se.

- Du skal tro på dig selv, du er jo hundeangst, proklamerede Britt Bendixen efter parrets vals.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.