Dronning Margrethe skulle torsdag være draget til Kalvebod Brygge I København for at modtage en pris på sin første officielle opgave efter sin seneste sygemelding.
I stedet bliver hun hjemme på Fredensborg Slot, hvor arrangementet er rykket til.
Det bekræfter kongehuset over for Ritzau.
Det sker, kort tid efter at dronningen var indlagt på Rigshospitalet på grund af en forkølelse. Kongehuset har ikke yderligere kommentarer.
Dermed kommer dronningen til at modtage Bibelselskabets Pris på Fredensborg Slot torsdag.
Dronning Margrethe, der for nylig fejrede sin 85-års fødselsdag, blev torsdag i sidste uge indlagt til observation på Rigshospitalet som følge af en forkølelse.
Det skete "for en sikkerheds skyld", lød det fra Kongehuset. Derfor var dronningen nødsaget til at aflyse sin deltagelse i en fejring af Sankt Lukas Stiftelsens 125-års jubilæum.
Lørdag blev hun udskrevet igen og er tilbage på Fredensborg Slot.
Siden da har der ikke været planlagte begivenheder i kongehusets kalender for dronningen før Bibelselskabets arrangement torsdag, som nu har fået ny lokation.
Dronningen tildeles Bibelselskabets Pris for sit mangeårige engagement i tro og kirkeliv og sin vedvarende indsats for at formidle Bibelens betydning i både ord og billeder.
Sidste år i september måtte dronning Margrethe også aflyse en række arrangementer efter et fald på Fredensborg Slot.
Her pådrog hun sig en skade omkring nakkehvirvlerne og et brud på venstre hånd.
Hånden skulle derfor i gips, og dronningen skulle "i de kommende måneder" bære en stiv halskrave, lød det dengang fra kongehuset.
Efter faldet var hun indlagt på Rigshospitalet i et par dage og sygemeldt godt en måned.
/ritzau/