Der er næppe nogle andre kongelige – udover den engelske prins Andrew – der har trukket lige så mange overskrifter som den norske prinsesse Märtha Louise i løbet af de seneste år.
Den 50-årige prinsesse gør, hvad hun har lyst til, og selvom det ikke altid rimer på at være kongelig, er det ikke noget, hun har tænkt sig at lave om på. Hun har det nemlig allerbedst, når hun er sig selv.
Det fortæller hun i det nye nummer af det norske magasin Tara, som hun pryder forsiden med. Interviewet er lavet i anledning af, at Märtha Louise i efteråret fyldte 50 år. Det der fylder mest i interviewet, er prinsessens tanker om, ikke at tænke for meget over, hvad andre tænker om hende.
- Jeg får meget ris, men det får jeg altid, selv når jeg forsøger at opføre mig meget ordentligt. Jeg har besluttet, at det er bedst, hvis jeg bare er mig selv, så har jeg det i hvert fald godt. Kritikken kan bare komme, siger Märtha Louise til Tara.
Jeg er legesyg
Kritik har der været rigeligt af. Lige fra hun frasagde sig titlen som kongelig højhed for at gifte sig med forfatteren Ari Behn, til hun oprettede en såkaldt Engleskole og da hun for få år siden kastede sig ud i et forhold med kendis-sharmanen Durek Verrett.
Det har dog taget den 50-årige prinsesse mange år, at komme frem til erkendelsen om, at hun har det bedst når hun ikke forsøger at lave sig selv om.
- Jeg føler, jeg bliver mere og mere legesyg, jo ældre jeg bliver. Jeg er vokset op i en familie, hvor man skal opføre sig ordentligt, men jeg er egentlig ikke så ordentlig. Jeg kan godt lide at grine, at danse, har ingen problemer med at stå på scenen. Med alderen er genertheden, forsøget på at være så ordentlig og frygten for, at ikke alle kan lide mig, sluppet mere og mere. Jeg kan kun være mig, det er godt nok. Derfor bliver jeg mere og mere legesyg, for den side får lov at komme mere frem, siger prinsessen.
Jeg provokerer
Hun kigger tilbage på sit liv og ville ønske, hun havde sluppet sig selv fri langt tidligere. Da hun bliver spurgt, hvad hun ville ønske, hun havde vidste tidligere i livet, svarer hun:
- At jeg ikke skal prøve så hårdt at passe ind. At det ikke er så slemt, jeg kan slappe lidt af. Det ville da have været godt at vide. En lektie for mig har været, at der altid er nogle, der ikke kan lide det, jeg laver, og det er fint. Kritikken var meget massiv i starten, siger hun og fortsætter:
- Jeg har ikke været klar over, at jeg provokerer, bare fordi jeg skaber forandring, men altid når noget skal ændres, er der nogen, der ikke er med. Hvis du hele tiden skal sikre dig, at alle kan lide dig, ændrer du ikke noget, siger hun til Tara.