Prins Nikolai afslører: "Modeljobbet skal hjælpe mig på vej"

Prins Nikolai tjente formentlig op mod 100.000 kroner på modeljob for luksusmærket Burberry.
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix (arkiv)

- Jeg ønsker ikke som sådan at forfølge en karriere som model, men snarere at se det som et job, der skal hjælpe mig på vej, mens jeg er under uddannelse.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Sådan skriver prins Nikolai i et mailsvar til ugebladet Tæt På.

Han sprang til manges overraskelse ud som model for ikke så længe siden, og var tidligere på måneden på podiet for det britiske modehus Burberry under et modeshow i London.

Han vil ifølge Se og Hør desuden snart kunne ses som model for det danske mærke Won Hundred.

18-årige prins Nikolai er prins Joachims og grevinde Alexandras ældste søn, og han får fuld opbakning fra sine forældre i sit valg.

- Det er sket med 100 procent opbakning fra grevinde Alexandra og prins Joachim, og begge forældre er frygtelig stolte, har grevinde Alexandras privatsekretær sagt til Se og Hør.

Se og Hør skriver, at modeeksperter skyder på, at prins Nikolai har tjent rigtig gode lommepenge på sit job for Burberry i London.

Således siger moderedaktør hos Euroman til Euroman.dk, Frederik Lentz Andersen, at prinsen formentlig har fået mellem 50.000-100.000 kroner for jobbet.

- Det er virkelig godt tænkt af Burberry, for de ved, at historien kommer ud i medierne. Det er rigtig meget omtale, uden at de griber i lommen, siger Frederik Lentz Andersen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.