I flere år har britiske prins William bijobbet som ambulancepilot ved siden af sine royale pligter.
Det er nu ved at være slut for prinsen, der sætter sig ind i ambulancehelikopteren East Anglian Air Ambulance for sidste gang, når han har sin sidste pilotvagt torsdag aften.
Det skriver Kensington Palace på det sociale medie Twitter.
- Hertugen er så utroligt stolt over at have arbejdet for East Anglian Air Ambulance i to år sammen med et team af livreddende professionelle, skriver hoffet og deler samtidig en række billeder af prinsen foran den gule helikopter.
Påtager sig flere royale forpligtelser
Allerede i januar meddelte den nu 35-årige prins i en pressemeddelelse, at han havde sagt sit job som pilot op, og at han fremover ville påtage sig flere royale forpligtelser.
I pressemeddelelsen oplyste Kensington Palace samtidig, at prins William, hertuginde Kate og deres to børn, prins George og prinsesse Charlotte, vil flytte tilbage til London, når prinsens arbejde er slut.
Familien har boet i Norfolk siden 2014, men snart får de igen base på Kensington Palace i London, hvor prins George starter i skole til september.
- Det har været et stort privilegium at flyve med East Anglia Air Ambulance. Jobbet har givet mig erfaringer, som jeg vil tage med mig resten af mit liv, og som vil give mig kostbare perspektiver på mit royale arbejde i årtierne frem, sagde Prins William blandt andet i pressemeddelelsen i januar.
Også prins Williams yngre bror, prins Harry, har en uddannelse som pilot og har fløjet britiske militærfly i Afghanistan.
/ritzau/FOKUS