Perioden, hvor klubber kan købe og sælge spillere, vil blive forkortet fra den kommende sæson i den engelske Premier League.
Det skriver BBC og nyhedsbureauet AFP.
De 20 nuværende Premier League-klubber har stemt et forslag hjem om at lukke for spillehandler, inden den første spillerunde bliver afviklet fra sæsonen 2018/19.
Således vil vinduet lukke torsdagen før den første spillerunde. Klubberne vil dog stadig have mulighed for at sælge spillere til klubber i andre ligaer.
I det netop afviklede transfervindue kunne klubberne handle nye spillere frem til udgangen af august på et tidspunkt, hvor der allerede var afviklet tre spillerunder i ligaen.
Beslutningen vil utvivlsomt blive godt modtaget af Arsenal-manager Arsene Wenger, der mener, at usikkerheden har påvirket nogle af spillerne.
- Er de inde? Er de ude? Er de blevet kontaktet om eftermiddagen af folk, der gerne vil have dem til at skifte? Det er ikke en god måde at arbejde på, og det er ubehageligt.
- Hver eneste manager i Premier League vil være enige med mig i, at det skal stoppes for næste sæson, så vi ikke igen har spillere i omklædningsrummet, der er halvt ude, har Wenger udtalt ifølge nyhedsbureauet AFP.
/ritzau/