Opdateret 11.24: Artiklen er gennemskrevet med nye oplysninger. Politiet oplyste tidligere, at kroen var lukket i weekenden. Det var ikke korrekt.
Den historiske kro Borbjerg Mølle Kro & Hotel nordøst for Holstebro brændte natten til mandag ned til grunden.
Anmeldelsen om branden kom ind klokken 02.53, og de første timer blev brugt på at sikre, at ilden ikke spredte sig til det omliggende skovareal og naturen.
- Der var rigtig meget ild, da vi kom derud, og der har været rigtig meget ild, siger vagtchef Anders Hansen, Midt- og Vestjyllands Politi, til B.T.
Der har i løbet af weekenden både været selskaber og leveret mad ud af huset fra kroen, men der har ikke været overnattende gæster i værelsesfløjene, skriver Dagbladet Holstebro Struer.
- Så der har ikke været nogen mennesker, der har været i fare, siger vagtchefen til B.T.
Det var nogle unge mennesker, der opdagede branden og alarmerede politiet.
Verdensmestre ejer kroen
Kroen blev i foråret 2018 solgt til de flerfoldige verdensmestre i dans Ashli Williamson og Bjørn Bitsch, som sammen med vennerne Mark og Malene Harpøth overtog kroen 1. maj.
- Vi har rejst rigtig mange steder, men en af de fedeste ting ved Danmark er netop et sted som det her, sagde en begejstret Bjørn Bitsch til TV Midtvest i forbindelse med overtagelsen af kroen.
(Foto: Øxenholt Foto)
Mere end 600 år gammel
Borbjerg Mølle Kro & Hotel ligger idyllisk med udsigt over den nærliggende Møllesø, og ifølge stedets hjemmeside kan Borbjerg Mølle dateres til 1414.
Kroen er kendt for en kæmpe samling af elefant-figurer. Samlingen er på over 2.300 styk og tæller blandt andet et par stykker i normal størrelse.
Den gamle vandmølle kører stadig og leder vandet fra Møllesøen gennem Hellegaard Å og ud i Limfjorden.
Efterslukning det meste af dagen
Politiet oplyser til TV Midtvest, at brandvæsenet vil være til stede ved kroen det meste af dagen for at efterslukke. Politiet må derfor vente med at undersøge, hvordan branden er opstået.
- Det er for tidligt at gætte på en årsag. Vi har ikke kunnet indsamle spor, mens brandfolkene har været i gang, siger Anders Hansen fra Midt- og Vestjyllands Politi til tv-stationen.
Indtil videre er Borbjerg Møllevej spærret fra Trabjergvej til Bukdalvej. Man kan derfor ikke køre rundt om søen.
- Vejene er for små, og der er for meget brandvæsen og politi, siger vagtchefen.
(Foto: Øxenholt Foto)
Borbjerg Mølle Kro & Hotel er kendt for en større samling elefant-figurer. Her ses to i normal størrelse. (Foto: Øxenholt Foto)
(Foto: Øxenholt Foto)
(Foto: Øxenholt Foto)
(Foto: Google Street View)
(Foto: Google Street View)