Østjyllands Politi har foretaget over 30 anholdelser i forbindelse med en demonstration på oliehavnen i Aarhus.
Det oplyser politiinspektør Martin Løye fra Østjyllands Politi.
Først på morgenen anholdt politiet 22 personer, som hurtigt blev løsladt. Kort tid efter lavede man yderligere 11 anholdelser.
- De 11 er formentlig gengangere fra den første gruppe, siger Martin Løye.
De protesterede i håb om at få Danmark til at skære i forbruget af fossile brændstoffer og ønskede at råbe politikerne op. Det resulterede ifølge TV2 Østjylland i en kø af biler.
Danmark halter bagefter, når det kommer til at nedbringe forbruget af fossile brændstoffer, forklarer Esben Rude, der er talsmand for demonstranterne.
- I stedet for at falde har Danmark brugt mere de seneste år. Derfor er det vigtigt at sætte ind her, siger han til tv-stationen.
Demonstranterne er tilknyttet den internationale organisation Extinction Rebellion. Igennem ulovlige aktioner kæmper gruppen for klimaet.
De anholdte blev sat på en række i et såkaldt futtog i vejkanten, da de blev anholdt.
Det forventes ikke, at de anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør.
/ritzau/