Bagmandspolitiet har nu sat det sidste punktum i sagen om en række selskabers overtrædelse af FN-embargoen mod Saddam Hussein-regimet i Irak.
I alt har politiet tilbagebetalt cirka 15,6 millioner kroner til en række firmaer, som havde fået konfiskeret for store beløb.
Det oplyser chefen for Bagmandspolitiet, Jens Madsen, i en mail til Ritzau.
I alt blev der inddraget 75,8 millioner kroner enten frivilligt eller ved dom. Men i retssagen om det fynske bilfirma Bukkehave fastslog Højesteret, at det beløb, som Bagmandspolitiet krævede, var for højt.
Der skulle ikke ske konfiskation af penge, som virksomhederne reelt havde overført til Irak.
Som konsekvens af dommernes rettesnor har politiet derefter gennemgået de øvrige sager og har altså foretaget tilbagebetalinger, som samlet løber op i de 15 millioner kroner.
Blandt modtagerne er Grundfos, men her ønsker man ikke at oplyse det præcise beløb.
I to tilfælde bestak den store pumpekoncern embedsmænd i Irak for at opnå ordrer.
Komplekset er det hidtil største af sin art i Danmark. En stribe danske virksomheder betalte ulovligt penge til Saddam Husseins styre i forbindelse med de forretninger, de gjorde med Irak, og det var en overtrædelse af FN's embargo.
Blandt de i alt 14 virksomheder, som Bagmandspolitiet har rettet søgelyset imod, er Novo Nordisk, Bisca, Vikima Seeds, Unomedical, Jørgen Kruse, Ferring og LeoPharma.
På verdensplan har over 200 virksomheder været involveret i ulovlighederne.
/ritzau/