Af Rikke Berg, ribe@avisen.dk
Hvis en lille dreng og en lille pige faldt ned fra et træ og slog hovedet, ville pigens hjerne meget bedre kunne holde til slaget end drengens. For pigers hjerner er mere robuste end drenges, mener hjerneforsker og psykolog Ann-Elizabeth Knudsen.
Det skyldes, at piger generelt er mere modstandsdygtige, og at de er hurtigere til at kompensere for skader.
»Pigers hjerner kan holde til mere, fordi de er tidligere udviklet end drenges,« siger Ann-Elizabeth Knudsen.
Frie tøjler til pigerne
For hjernen modnes nemlig efter fødslen.
»Så vi burde nok gentænke, hvad vi forventer af piger og drenge. Måske skulle vi give pigerne lidt friere tøjler og passe lidt bedre på drengene,« siger hun og understreger, at drenge selvfølgelig skal have lov til at bruge deres fysik og udfolde sig.
»Men måske skulle vi give dem styrthjelm på,« siger hun.
Og det var faktisk, hvad specialist i psykiatri Gustav Halberg gjorde, da hans dreng var i lære at gå-alderen.
»Jeg købte en blød hjelm til ham. For hvor mange gange kan et barn holde til at slå hovedet, uden at det gør skade? Er det 50 eller 100 gange? Vi ved det ikke,« siger han.
En dristig konklusion
Ifølge Gustav Halberg findes der mange hypoteser om, at mange slag i hovedet kan hænge sammen med depression, skizofreni og tidlig demens.
At Halbergs dreng fik hjem på, skyldtes dog ikke hans køn. Men bare at han var et lille barn, der som alle andre børn slog hovedet ind i bordet og faldt ned fra gyngen.
»Det er rigtigt, at drenge generelt er mere følsomme end piger, men det er alligevel en dristig konklusion, at pigers hjerner er mere robuste end drenges,« mener Gustav Halberg.