I dag rykker Pia Kjærsgaard ind i en lille, men erfaren gruppe af folketingsmedlemmer. Hun fylder 70 år og bliver således nummer fire af de 179 folkevalgte på Christiansborg, som er rundet 70 år.
Men dagen bliver ikke markeret med store brag og masser af fest. Der er planlagt en reception og i aften mødes familien til en middag.
Det fortæller fødselaren til Ekstra Bladet.
Hun fortæller også, at selv om hun går ind i sit ottende årti som borger i dette land og har siddet på tinge i 33 år, så er hun ikke træt af sit arbejde.
- Nej. jeg trives som en fisk i vandet her. Jeg har det super godt, og det tror jeg også administrationen har, og jeg håber også, at huset er bare sådan nogenlunde tilfreds med min indsats. Jeg gør i hvert fald, hvad jeg kan, siger Pia Kjærsgaard til Ekstra Bladet.
Pia Kjærsgaard er Folketingets første kvindelige formand. Foto: Nils Meilvang/Scanpix
Og den tidligere formand for Dansk Folkeparti og nuværende formand for Folketinget har da heller ingen planer om at gå på pension. Det er nemlig ikke kun et spørgsmål om alder.
- Jeg plejer at sige, så længe Vorherre og vælgerne vil, så er jeg her. Jeg har det godt og nyder min hverdag, så hvorfor skulle jeg stoppe, spørger hun retorisk.
Begyndte hos Glistrup
Pia Kjærsgaard blev medlem af Folketinget i 1984, hvor hun blev valgt ind som medlem af afdøde Mogens Glistrups Fremskridtspartiet. I 1995 sprang hun ud som partileder og stifter af Dansk Folkeparti, og i 2012 blev hun den første kvindelige formand for Folketinget.
Pia Kjærsgaard i folketingssalen som medlem af Fremskridtspartiet. Billedet er fra 1987. Foto: Søren Hytting/Scanpix/arkiv
Fester til sommer
Hun fortæller desuden til Ekstra Bladet, at hun skal fejres yderligere til sommer, hvor hun sammen med sin mand Henrik Thorup skal fejre guldbryllup. De blev gift 3. juni 1967.
Bertel, Pia og de to andre
Ud over Pia Kjærsgaard er Radikale Venstres Marianne Jelved, 73 år, Alternativets Ulla Sandbæk, 73 år, og Venstres Bertel Haarder, 72 år, med i gruppen af folketingsmedlemmer over 70 år.