34-årige Darko Petric er torsdag blevet idømt 16 års fængsel for drabet på Satudarah-rockeren Kevin Joel Andersen. Petric mishandlede desuden en mand og tvang ham til at partere rockerens lig.
- Vi er enige om, at der ikke er formildende omstændigheder i denne sag, fortæller retsformand Anne Ersbøll i forbindelse med domsafsigelsen i Retten i Glostrup.
Hun taler på vegne af sagens tre dommere og seks nævninger, som alle har været enige om at kende Darko Petric skyldig og sende ham i fængsel i 16 år.
I fem dage blev en 21-årig mand holdt indespærret på et badeværelse i en lejlighed i Ballerup. Her blev han både stukket og snittet med en kniv, tvunget til at smide tøjet og truet på livet.
Gerningsmanden var Darko Petric. Og der var i den grad vægt bag truslerne. For på badeværelset var også liget af den dræbte rocker Kevin Joel Andersen. 46 stik- og snitsår fandt man senere på liget.
Darko Petric tvang den 21-årige mand til at partere liget i fire dele. Benene blev skåret af ved knæene, og overkroppen blev delt hen over maven.
Drabet skete 29. august i fjor, og det var i dagene efter, at frihedsberøvelsen og mishandlingen af den 21-årige og parteringen af liget fandt sted.
Liget blev fundet en uges tid senere af en motionscyklist i Vestskoven i Albertslund. Han fik øje på nogle blå Ikea-poser og en kuffert, som var smidt i det grønne. De vidste sig at indeholde Kevin Joel Andersens mishandlede lig.
Hvad motivet til drabet har været, fortaber sig en smule i det uvisse. Darko Petric selv har forklaret, at han skyldte Kevin Joel Andersen penge.
Det var penge, som han havde lånt for at indfri anden gæld, som stammede fra spil.
Kevin insisterede mere og mere på at få pengene, og det førte i sidste ende til et skænderi og et slagsmål i Petrics lejlighed. Det udviklede sig til et knivslagsmål.
Den forklaring har retten valgt at lægge til grund for dommen. Men retten afviser Petrics påstand om, at han handlede i nødværge. De mange knivstik og skadernes karakter taler nemlig imod den påstand.
Dommen på 16 år vakte stor jubel blandt tilhørerne i retten. Da Anne Ersbøll sagde "16 år", lød der et højt "yes" fra Kevin Joel Andersens pårørende i retslokalet.
Darko Petric overvejer nu, om han vil anke dommen til Østre Landsret.
/ritzau/