- Hvis du bliver syg en gang til, bliver du kaldt ind til endnu en samtale. Og så er det ude af mine hænder.
Sådan har ordlyden været, når pædagogerne i en større daginstitution i København har været til samtale med lederen efter et sygdomsforløb, der i nogle tilfælde blot har drejet sig om 3-4 sygedage.
Det fremgår af en række papirer, skrevet af pædagogerne og indsendt til deres fagforening. Avisen.dk er kommet i besiddelse af disse papirer, hvor pædagogerne beskriver et arbejdsmiljø med utryghed og frygt for at blive kaldt til endnu en sygesamtale.
LÆS OGSÅ: København bekæmper sygefravær: "Brug feriedage på sygdom"
Til de obligatoriske sygesamtaler lægges der en plan for, hvordan den enkelte medarbejder vil nedbringe sit sygefravær. I følge papirerne er det her, den pædagogiske leder opfordrer de ansatte til at bruge deres feriedage i stedet for at lægge sig syge næste gang.
- For så vil det ikke tælle som sygefravær, fremgår det af pædagogernes beretninger til fagforeningen.
Frygt for at blive fyret
Flere pædagoger skriver, at de under samtalen får det indtryk, at de risikerer at blive fyret, hvis de får flere sygedage og skal indkaldes til en næste og mere alvorlig samtale med lederen.
- Jeg forstod hendes udmelding som en henvisning til en fyring. Det gjorde mig utryg, skriver en pædagog til fagforeningen.
En anden pædagog skriver:
- Jeg føler, vi bliver truet til at bruge ferie, når vi er syge. Ellers risikerer vi at blive fyret.
Enkelte pædagoger har i forbindelse med samtalerne skrevet under på, at de har mulighed for at tage "akutte ferie- eller afspadseringsdage" ved sygdom.
Andre har valgt at gå på arbejde med feber.
- Det er meget stressende for mig at være syg, fordi jeg tænker på, at det tæller på sygekontoen, skriver en pædagog.