Struer Kommune har begået en kæmpebrøler i en sag om en lærer i en specialklasse, der blev sparket af en elev. Det skriver fagbladet Folkeskolen.
Læreren havde forsøgt at hjælpe en kollega, der blev overfaldet af nogle elever, og fik i den anledning et spark i ryggen, der sendte hende på sygehuset. Men da hun bagefter ville anmelde sagen som en arbejdsskade, sendte kommunen hende et standardbrev med besked om, at det ikke talte som en arbejdsskade - og henviste til nogle regler, der har været forældet siden 2004.
Det har fået Danmarks Lærerforening til at gå ind i sagen. Struer Kommune må nemlig ifølge loven slet ikke afvise en arbejdsskade, men skal sende den videre til Arbejdsskadestyrelsen, hvis den ikke med det samme kan anerkendes.
Struer Kommune erkender fejlen.
- Jeg skal beklage det skete. Struer Kommune kan ikke afvise at anmelde arbejdsulykker. Struer Kommune administrerer fremadrettet arbejdsskadesager i henhold til gældende lov og praksis, siger kommunaldirektør Claus Damgaard til Folkeskolen.
Danmarks Lærerforening frygter imidlertid, at kommunen ulovligt har afvist flere sager om arbejdsskader, da sagen om læreren blev opdaget ved et tilfælde, og kommunens brev til hende gav indtryk af at være et standardbrev.