Når en medarbejder i Holbæk Kommune melder sig syg, kan vedkommende allerede på første sygedag forvente et opkald fra chefen.
Det sker som led i en strategi om ”optimalt fremmøde” og med en målsætning om et samlet sygefravær på maksimalt fem procent.
Den nærmeste leder, der skal stå for opkaldet til medarbejderen, skal nemlig høre, hvornår den syge forventer at være tilbage på jobbet, så den syges arbejdsopgaver kan fordeles.Samtalen skal dog også være med til at sikre, at der ikke er forhold på arbejdspladsen, som bidrager til medarbejderens sygefravær, skriver HK Kommunal.
Store forventninger til lederne
Proceduren er godkendt i kommunens øverste samarbejdsorgan, Hovedudvalget.
Søren Myrup, der er leder af HR & Arbejdsmiljø i Holbæk Kommune, tror da også på, at kommunens ledere er dygtige nok til at forvalte reglen, så den giver mening.
- Vi håber selvfølgelig, at lederne følger den anbefaling. Den er jo undfanget i kærlighed, om jeg så må sige, i et håb om, at lederne tager det ansvar, som ledere skal tage, og undersøger, om der noget i medarbejderens arbejde, der fremmer et uhensigtsmæssigt fremmøde, siger han til HK Kommunal.