Isbjerget er verdens største – halvanden gange Fyns størrelse. Og det er på en farlig kurs, der kan have katastrofale konsekvenser for dyrelivet i det sydlige Atlanterhav.
Isbjerget har fået navnet A68a og brækkede af Larsen C-isbræmmen på Antarktis i 2017 og har siden sejlet rundt i det sydligste Atlanterhav. Men nu har det sat kurs mod den britiske ø, South Georgia – og rammer de sammen, kan det få alvorlige følger for dyrelivet på øen.
Isbjerget er nemlig større end selve øen, og støder det på grund her, kan det potentielt blokere adgangen til det område, hvor pingviner og sæler normalt finder deres føde.
Øen har et rigt dyreliv med især sæler og pingviner, som netop nu har brug for at finde ekstra føde til deres unger.
– Hvis de skal tage en voldsom omvej rundt om isbjerget for at komme til det sted, de plejer, vil de sandsynligvis ikke kunne nå tilbage i tide til fodre deres unger, siger professor Geraint Tarling.
Lige nu er isbjerget blot et par hundrede kilometer fra øen, som den har direkte kurs mod. Holder det den nuværende far, vil sammenstødet ske om tre-fire uger. Og fordi det er så stort, vil det kunne blive liggende ved øen i årevis.
Det anslås, at der findes omkring fem millioner sæler på South Georgia og de nærliggende South Sandwich-øer.
Øerne hører under Storbritannien og bebos af 32 personer om sommeren og 16 om vinteren.