En samlet opposition med Søren Pind (V) i spidsen, havde i dag indkaldt statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) via en såkaldt hasteforespørgsel, på grund af påstande om, at Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn skulle have modtaget penge fra Sovjetunionens kommunistiske parti.
Men Statsministeren slog fast, at hun fortsat har "fuld tillid" til Ole Sohn, men var overrasket over, at oppositionen ønsker at bruge tid og kræfter på sagen.
"Lad mig understrege, at jeg har fuld tillid til Ole Sohn. Men jeg må samtidig sige, at jeg ikke havde forudset, at en samlet opposition lægger kræfter i, hvad vores Erhvervs- og økonomiminister vidste for 20 år siden," sagde hun, og afviste at iværksætte en redegørelse af sagen.
Hun opfordrede i stedet Folketinget til samlet at fokusere på de problemer, som Danmark står i, i øjeblikket, og hun afviste, at der er brug for en undersøgelse af forhold, der ligger mere end 20 år tilbage i tiden.
En samlet opposition forsøgte herefter fortsat at så tvivl om, hvorvidt Ole Sohn kunne være genstand for afpresning på grund af sit tidligere forhold til det sovjetiske kommunistiske parti.
Både Enhedslisten, De Radikale og SF tilsluttede sig dog statsminister Helle Thorning-Schmidt, så der er ikke flertal til at undersøge omstændighederne nærmere.