Stop med at måle skoleelever på fejlfrihed og drop karaktersystemet.
Sådan lyder budskabet fra Rane Willerslev, der er direktør på Nationalmuseet. Foruden det er han ordblind, og det har ikke altid været helt nemt i det danske uddannelsessystem.
Fredag deltog han i en debat på Folkemødet på Bornholm, hvor han sammen med blandt andre X-Factor dommeren Thomas Blachman satte spot på, hvordan det er at vokse op som ordblind.
For Rane Willerslev har altid haft svært ved at stave. En evne, der konstant sættes på prøve, når man er elev i en dansk folkeskole. Og det er helt forkert, mener museumsdirektøren.
- Man dyrker nogle færdigheder, som man forveksler med faglighed. Tanken er, at hvis bare eleverne kan stave og regne i hovedet, er de fremtidssikret og på rette vej i livet. Maskiner, der kan læse tekster højt, og teknologi som stavekontrol overtager jo de færdigheder. Det er andre evner, der bliver efterspurgt på fremtidens arbejdsmarked, siger Rane Willerslev til Avisen.dk.
Manglende fokus på evner
Karaktersystemet er slet ikke godt nok til at tage hånd om de evner, de ordblinde ligger inde med, mener han. Ifølge Rane Willerslev er det ikke vigtigt, at eleverne bliver målt på, om de svarer rigtigt eller forkert. I stedet skal man kigge på den måde, eleverne kommer frem til svaret.
- Målesystemet gør, at de ordblinde bliver målt ud fra en standard, der kaldes for 'normal'. Hvorfor tager vi ikke udgangspunkt i de evner, de allerede har, så vi kan udvikle dem, spørger Rane Willerslev.
Hvordan gør man så det?
- Man skal finde en måde hvorpå, man kan vurdere kvaliteten af de evner, der ikke bare kan reduceres til et spørgsmål om et korrekt eller forkert svar. Det er ret væsentligt. Hvis man så absolut skal have et karaktersystem, skal det i det mindste være et, der prøver at kigge ind bag svaret, hvor man ser på de ideer og den kreativitet eleven har, siger Rane Willerslev.
Dårlige karakterer, gode forældre
Rane Willerslev beskriver folkeskole-tiden som en, der var præget af manglende motivation. Samtidig betød den evige fokus på at teste elevernes færdigheder, at Rane Willerslev følte sig dum, fordi han ikke kunne stave.
- Jeg fik jo ufatteligt dårlige karakterer gennem folkeskolen. Der var meget lille blik på de evner, jeg havde. Det her uddannelsessystem tester virkelig en, og du kan hurtigt få følelsen af, at du ikke er god nok. Det er bare helt forkert, siger Rane Willerslev.
Rane Willerslev er uddannet i social antropologi og har i flere år arbejdet som forsker og professor, inden han i 2017 blev direktør for Nationalmuseet.
- Den sociale arv var afgørende for, at jeg kom videre gennem systemet, fordi jeg havde nogle forældre, der pushede og hjalp mig. De ville rigtig gerne have, at jeg kunne klare mig i det 'normale' system, siger Rane Willerslev.