Morten Olsen har udset sig FC Nordsjællands Jores Okore som øjeblikkets bedste erstatning for Simon Kjær.
19-årige Okore har kun spillet på Superliga-niveau siden foråret. Og i efteråret spillede han sine første tre kampe på U21-landsholet.
"Han har imponeret os med sin spilintelligens både forsvarsmæssigt og i det opbyggende spil," siger landstræner Morten Olsen til DBU.dk.
Han har valgt at se bort fra Simon Kjær, AS Roma, til landskampen mod Sverige.
Skulle Simon Kjær blive klar til landskampen mod Finland i Esbjerg tirsdag den 15. november, vil Jores Okore blive stillet til rådighed for U21-landsholdet forud for holdets kamp mod Makedonien i Skopje.
Jores Okore bliver den fjerde FC Nordsjælland-spiller i den aktuelle landsholdstrup, som Andreas Bjelland, Mikkel Beckmann og Tobias Mikkelsen allerede er udtaget, ligesom klubbens målmand Jesper Hansen er tilsagt som gardering til målmandsposten på selve kampdagen.