Når Olivia Newton-John skal begraves bliver det på statens regning.
Grease-stjernens niece, Tottie Goldsmith, har accepteret et tilbud om en betalt begravelse fra den australske delstat Victoria.
- Jeg har talt med Tottie Goldsmith, og hun har på vegne af familien taget imod mit tilbud om en begravelse på statens regning, siger Daniel Andrews, premierminister i Victoria.
Begravelsen vil ifølge Andrews få karakter af en mindekoncert.
- Det bliver en fejring af et generøst liv, siger premierministeren.
Olivia Newton-John blev født i England, men flyttede med forældrene til Melbourne i Australien som seks-årig. Hun døde mandag i sit hjem i det sydlige Californien efter at have levet med brystkræft i 30 år. Olivia Newton-John blev 73 år gammel.