Baghaven til huset i New Orleans var blevet lidt sjusket at se på, så husets beboere havde taget en havedag for at få ryddet lidt ud i tingene.
Under al ukrudtet så de en marmortavle med latinsk inskription. Ikke noget man finder hver dag i sin have, men alligevel tænkte familien ikke videre over det, indtil et medlem af familien, Daniella Santoro, som var antropologi-professor på Tulane University, kontaktede en af sine kolleger, Susann Lusnia, som er klassisk arkæolog.
Hun fik hurtigt tydet de latinske gloser, og det viste sig at være en gravsten over en 42-årig sømand, Sextus Congenius Verus, som var død for 1.900 år siden. Han tjente på skibet Asclepius, opkaldt efter medicinens gud.
- Da jeg først så billedet, som Daniella havde sendt, fik jeg gåsehud, fortæller Lusnia til NBC News.
Videre undersøgelser gjorde, at man fandt frem til præcis, hvor stenen oprindeligt havde hjemme. På et italiensk museum i kystbyen Civitavecchia i det nordvestlige Italien. Her ligger der yderligere ca. 20 grave og gravstene over romerske marinesoldater. Et gravsted opdaget i 1860'erne.
Under Anden Verdenskrig blev både museum og optegnelser delvis ødelagt af bombninger af de Allierede, men er opbygget i dag. Museet kunne over for Lusnia bekræfte, at stenen var meldt savnet for mange år siden, og målene (30x30x3 cm.) passede nøjagtigt. - Du kunne ikke ønske dig et bedre "DNA"-match end det, siger Lusnia, som kontaktede FBI efterfølgende.
Men hvordan i alverden ender en romersk gravsten fra lidt efter Jesus tid i en have i New Orleans?
I denne uge kørte historien på mange nyhedsstationer, og en Erin Scott O'Brien ringede til sin eksmand og bad ham tænde for nyhederne. De genkendte straks marmorstenen. Hun og hendes eksmand havde altid syntes, at det var en cool have-dekoration, da de ejede huset, som de solgte i 2018 til Santoro-familien.
- Vi anede ikke, hvad det egentligt var, og da vi havde set det på tv, var vi begge i chok, fortæller hun.
Hun kunne endvidere oplyse, at hun fik gravstenen af sine bedsteforældre,. Bedstemoren var en italiensk kvinde og bedstefar var soldat fra New Orleans, udstationeret i Italien i tiden under og efter Anden Verdenskrig.
Myndighederne gør nu klar til at sende stenen tilbage til museet.
Lusnia udtaler, at aldrig har Sextus Congenius Verus sikkert fået så meget omtale. - Hvis der er et liv efter døden, og han ser al dette, må han være glad, da netop romerske soldater ønskede at blive husket for eftertiden for deres dåd, siger hun.