For to år siden udråbte de engelske tv-seere Leona Lewis som vinder af X-Factor 2006, og i lørdags gjorde den 20-årige Alexandra Burke hende kunsten efter.
Det var med tårerne trillende ned af kinderne, at Alexandra Burke i lørdags modtog hæder og ære som officiel vinder af det engelske X-Factor. Den 20-årige sangerinde kunne slet ikke fatte, at så mange havde stemt på hende, skriver B.T.
Hun var så lykkelig over at vinde talentkonkurrencen, at hun slet ikke kunne takke sine fans, fordi hun var så rørstrømsk og betuttet over sejren. Men der er også meget i vente for den unge sangerinde.
Det er en udsigt til en tilværelse som superstjerne, den unge engelske sangerinde fra London står overfor. Hendes forgænger Leona Lewis har enorm succes i Europa og er i øjeblikket i færd med at forsøge at få et kommercielt gennembrug i USA.