Når TV2 blænder op for næste sæson af det populære boligprogram "Nybyggerne", kan seerne forvente en stor ændring i formatet. Det fortæller Billed-Bladet med henvisning til en melding på sociale medier fra produktionsselskabet Metronome.
I de tidligere sæsoner har fire hold fået til opgave at indrette helt nye huse, men nu skifter formatet til noget, hvor navnet "Genbyggerne" måske ville passe bedre.
- ”Nybyggerne” vender tilbage til TV 2 – med en ændring, for hvor programmet tidligere handlede om at indrette helt nybyggede huse, sætter vi nu fokus på istandsættelse, transformation og bæredygtig modernisering af eksisterende boliger, lyder det fra Metronome på LinkedIn.
Og produktionsselskabet kommer i samme ombæring med en efterspørgsel.
- Metronome og TV 2 leder derfor efter fire huse eller lejligheder, der trænger til en kærlig hånd, og som gerne må ligge i direkte sammenhæng eller tæt på hinanden – på samme vej, i samme opgang eller i samme by. Fire boliger, som vores kommende fire par skal forvandle til det helt perfekte hjem – for drømmen for dem er stadig i sidste ende at vinde den færdige bolig, lyder det videre i opslaget.
TV2 sendte den første udgave af "Nybyggerne" i 2013, og det er i alt blevet til 10 sæsoner af programmet.