Forbrugerne kan se frem til lavere fjernvarmeregninger i fremtiden.
Det er konsekvensen af en aftale, som energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) har indgået med Socialdemokratiet, DF, Radikale og SF fredag.
Det oplyser Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.
- Det skaber sikkerhed og tryghed for de knap 1,7 millioner fjernvarmekunder. De kan se frem til en billigere og mere effektiv fjernvarmeforsyning, siger Lilleholt til Ritzau.
Der er nemlig potentiale for at drive de danske fjernvarmeværker så meget mere effektivt, at det svarer til en besparelse på 2,3 milliarder kroner i 2025, lyder vurderingen i aftalen.
Og de penge skal komme forbrugerne til gavn i form af lavere regninger.
Bred aftale
Lilleholt har tidligere talt for en model, hvor fjernvarmeselskaberne skulle have stillet en økonomisk gulerod i udsigt, hvis de kunne drive deres værker billigere end påkrævet.
Kunne de det, skulle de have lov at beholde pengene, lød hans oprindelige forslag. Det er ministeren dog ikke kommet igennem med. Men det har været vigtigt for regeringen med en bred aftale, forklarer han.
- Nu bliver det ikke muligt at tjene penge på fjernvarmeværkernes drift, fastslår Lilleholt.
/ritzau/