De danske soldater i Afghanistan har registreret alle fanger, de har udleveret til amerikanerne. De har endda taget hårtotter af fangerne til dna-prøver.
Det danske jægerkorps øverste chef, Frank Lissner, forklarer det hele med roligt blik og fattet stemmeføring under et interview i dokumentarfilmen »Den hemmelige krig«.
Filmmager Christoffer Guldbrandsen rynker brynene og indvender, at forsvarsministeren siger, at danske soldater slet ikke har udleveret fanger til amerikanerne.
Lissners blik stivner. Kameraet zoomer ind. Sekunder går. Så åbner Lissner munden igen.
Hans forklaring er pludselig stik modsat. Hvis ministeren har sagt, at danske soldater ikke har taget fanger, så må det være, fordi de ikke har taget fanger, forklarer Lissner med rolig røst.
Og så bryder Forsvarets pressechef ind og stopper interviewet med et indforstået blink og smil til Guldbrandsen. Kameraet fanger alle ansigtsudtrykkene.
Scenen er helt central for dokumentarfilmen »Den hemmelige sandhed«, der forsøger at bevise, at danske soldater har udleveret fanger til amerikanske kolleger, vel vidende at amerikanerne torturerede dem.
Scenen er på den ene side central, fordi den udstiller forsvarschefernes ekstreme velvillighed til at tilpasse deres udtalelser, så de passer med regeringens udmeldinger.
Men den er på den anden side også central, fordi den illustrerer, hvordan magtens mænd hele tiden kan afvise alle Guldbrandsens påstande, fordi det er umuligt at fremskaffe hårde beviser. Scenen udtrykker dermed på en gang filmens styrke og svaghed.
Guldbrandsens metode lægger sig tæt op ad den kontroversielle amerikanske dokumentarist Michael Moores gennemslagskraft, når han dygtigt bruger alle filmmediets virkemidler til at mistænkeliggøre sagens hovedpersoner.
Men han adopterer samtidig Moores svagheder, fordi filmens bevisførelse hovedsageligt hviler på ofte anonyme vidneudsagn.
Der er ingen direkte optagelser af tortur, mens den sker. I stedet bliver det langt hen ad vejen en krig på ord og diskussioner ord mod ord.
Eksempelvis mener forsvarschefer og jurister, at der er tale om krigsfanger, mens regeringen mener, at der blot er tale om fanger.
Dertil kommer, at alle danske kilder, der siger, at de kender til tortur af fanger, fremstår anonymt. Og forsvarets fangeregister er på mystisk vis blevet slettet, så Guldbrandsen ikke kan få aktindsigt i det.
Guldbrandsen møder på den måde så meget modstand, at man som seer ikke er i tvivl om, at han har fat i noget, som Forsvaret og regeringen ikke ønsker, skal frem i offentligheden.
Men modstanden svækker samtidig mange af filmens pointer, fordi den gør indicierne overbevisende, men fjerner muligheden for flere håndfaste beviser.
Alligevel bringer filmen sprængfarlige dokumenter frem i lyset.
Filmens måske største bombe er et notat, som Udenrigsministeriet sender til Fogh i 2002.
Notatet fremhæver, at USA s regering dropper at overholde Geneve-konventionen om behandling af fanger, og at dette er problematisk for Danmark som allieret.
Samtidig understreger Fogh i samme periode over for Folketinget, at regeringen er tryg ved, at USA overholder de internationale regler for behandling af fanger.