Storbritanniens højesteret siger i en afgørelse, at bagere i Nordirland ikke diskriminerede, da de afviste at bage en kage med påskriften "Støt homovielser".
Bagerne havde appelleret en dom, hvor de blev dømt for at nægte at bage kagen. De protestantiske bagere kaldte dommen et brud på "den demokratiske frihed", men de blev dømt for diskrimination.
Sagen tog sin begyndelse i 2015, da ejerne af bageriet Ashers Bakery i Belfast nægtede at lave en kage, hvor motivet var to figurer fra et kendt børneprogram og ordene "Støt homovielser".
- Højesterets afgørelse har på ingen måde til formål at svække dem, der kæmper for at beskytte homoseksuelle og ønske at støtte homoseksuelle ægteskaber, sagde Brenda Hale, der er præsident for den britiske højesteret.
- Det er dybt ydmygende og et angreb på menneskelig værdighed at nægte nogen en serviceydelse på grund af deres race, køn, seksuelle orientering, religion eller overbevisning, men det er ikke det, der var tale om i denne sag.
Hun sagde, at bagernes afvisning var vendt mod budskabet på kagen - og ikke mod de personlige egenskaber hos kunderne.
Det var menneskerettighedsaktivisten Gareth Lee, der bestilte kagen, men ejerne af bageriet afviste at lave kagen.
Daniel McArthurs, der er en af ejerne af bageriet, kritiserede i 2016, at han var blevet dømt for at afvise at bage den omstridte kage.
- Hvis lige rettigheder betyder, at man kan blive straffet for høfligt at afvise at støtte andre menneskers dagsorden, så må vi ændre reglerne, sagde Daniel McArthur til BBC.
De tre dommere i appelsagen dengang dømte Daniel McArthur for ulovlig diskrimination.
/ritzau/Reuters