Årets Nobelpris i fysik er ikke bare en hæder til prismodtagerne Peter Higgs og Francois Englert, men også et indirekte skulderklap til danske forskere.
Forskere fra Niels Bohr Institutet i København har nemlig medvirket ved eksperimenter på Cern-laboratoriet i Schweiz, der påviste eksistensen af den såkaldte Higgs partikel, som Nobelprisen i år handler om.
John Renner Hansen er dekan ved Fakultetet for Natur- og Biovidenskab ved Københavns Universitet og har arbejdet som fysiker på Atlas-programmet på Cern, som har drejet sig om at påvise Higgs-partiklen.
- Det er da en dyb anerkendelse, for Peter Higgs havde nok ikke fået prisen, hvis ikke man havde fundet Higgs-partiklen, siger John Renner Hansen til Ritzau.
I fysikerkredse har det været forventet, at Peter Higgs skulle have en Nobelpris, og John Renner Hansen bifalder afgørelsen.
- Man har højst kunnet dele prisen mellem tre personer, og man kan ikke give den til en institution, derfor har man valgt at give prisen for teorien, siger han.
Higgs partiklen er helt central i den måde, som fysikerne forstår verden på. Men i mange år var man i tvivl om, hvorvidt den overhovedet fandtes.
- Den startede med at være et matematisk kunstgreb, for man kunne ikke få teorien til at hænge sammen. Hvis ikke man brugte Higgs-mekanismen, så gav de teorier, man havde, nonsens-resultater, fortæller John Renner Hansen.
Peter Higgs og Francois Englert fremsatte deres teori om partiklen i 1964. Der skulle gå 48 år, før dens eksistens blev bevist.
- Det er ikke en opdagelse, som får teknologien til at løbe hurtigere, men for vores erkendelsesmæssige dybdeforståelse af naturen er det helt afgørende, siger John Renner Hansen.
/ritzau/