Man føler med den tidligere håndboldstjerne og nuværende landstræner for de danske herrer i håndbold, Nikolaj Jacobsen, når han i kampens hede brøler ad både kamp og spillere.
Nu står han foran sin første semifinale ved en større international turnering. Og det har ikke være den rene leg at nå så langt.
For livet har ikke altid været lige nemt for den 46-årige landsholdstræner. For 20 år siden var han igennem sit livs sværeste krise, skriver Se og Hør, som citerer Magasinet Håndbold.
I 1997 døde hans far, og 14 måneder senere døde hans mor pludseligt.
- Det var et kæmpechok. Og et stort tomrum. Jeg vidste godt, at min far ikke ville blive 75 eller 80. Det havde han levet et for hårdt liv til. Men min mor dør ud af den blå luft. Ingen tegn på sygdom eller noget. Hun fik en hjerneblødning, fortæller Nikolaj.
Overvejede et stop
På det tidspunkt toppede hans karriere i den tyske topklub THW Kiel. Samtidig var han nybagt far med sin første datter Freja, som han har sammen med hustruen gennem snart 19 år, Lenette Jacobsen.
Og selvom alt var lyst på den front, så betød forældrenes død, at han overvejede at stoppe karrieren, så han kunne være der for sin familie, som også tæller de to yngre brødre, Carsten og Simon:
- Men vi var alle tre (brødrene, red.) så heldige at være i nogle virkelig gode svigerfamilier, som var en kæmpe hjælp, fortæller Nikolaj.
Han valgte at forsætte håndboldkarrieren, indtil en skade stoppede hans tyske eventyr. Han bor sammen med familien i Leimen i det sydvestlige Tyskland. Udover Freja på 19 år er der også børnene Linus på ni år og Sille på 16 år.