Efter 19 års ægteskab er skilsmissen mellem Hollywood-stjernen Nicole Kidman og countrysangeren Keith Urban nu endeligt afsluttet. Det skriver det amerikanske medie TMZ.
Parret gik fra hinanden i juni sidste år. Ifølge TMZ ønskede Nicole Kidman at forsøge at redde ægteskabet, men Keith Urban skulle ikke have været interesseret i det samme. Senere på året indgav Kidman skilsmissebegæring.
En dommer i den amerikanske delstat Tennessee har nu underskrevet skilsmissedokumenterne, og parret er dermed officielt ikke længere gift.
Parret har to døtre sammen – Sunday Rose på 17 år og Faith Margaret på 14 år. Ifølge aftalen skal børnene bo det meste af tiden hos Nicole Kidman, men tilbringe 59 dage om året hos deres far. Derudover har parret aftalt at deltage i et seminar om forældreskab.
Skilsmissen er af flere medier blevet beskrevet som konfliktfyldt. Kilder har tidligere fortalt, at bruddet var dramatisk, og at Nicole Kidman følte sig såret og svigtet.
– Hun ville redde ægteskabet og troede på, at det kunne lade sig gøre. Men det virkede som om, han allerede var kommet videre, sagde en kilde tæt på parret til magasinet People.
Ifølge flere i parrets omgangskreds skulle Keith Urban have set en ny kvinde allerede få måneder efter separationen. Kidman modsatte sig ikke det, men blev ifølge kilderne overrasket over, hvor hurtigt det gik.
Kidman og Urban blev gift 2006 og fik to døtre sammen. Inden det ægteskab var 58-årige Kidman I en periode gift med Hollywoodstjernen Tom Cruise.