Den berømte amerikanske NASCAR-kører Greg Biffle og hele hans familie er dræbt i et flystyrt torsdag aften.
Flyet, et Cessna C550, styrtede ned i den amerikanske delstat North Carolina, da det forsøgte at lande i en lufthavn 72 kilometer fra delstatens største by, Charlotte. Ombord var den nu pensionerede NASCAR-kører Greg Biffle, hans hustru Cristina og deres to børn, Ryder på fem år og Emma på 14. Også tre af familiens venner var med i flyet.
Alle syv omkom i ulykken.
Flyet var ejet af Biffle, som havde certifikat til at flyve både helikoptere samt en- og flermotorers fly. Det er dog endnu uvist, om det var ham, der sad ved styrepinden, da flyet styrtede ned.
Allerede torsdag aften begyndte rygterne at løbe, da en af Biffles venner fortalte, at han og familien var med det styrtede fly. Fredag er de triste rygter blevet bekræftet.
Nyhedsbureauet AP citerer en udtalelse fra den resterende familie:
– Denne tragedie har efterladt os alle med knuste hjerter. De betød alt for os, og det efterlader et umåleligt tomrum i vores liv.
Næst efter NFL er NASCAR-løbene det mest sete sportsfranchise i USA. Greg Biffle – også kendt som “The Biff” – blev udnævnt som en af de 75 største kørere i NASCAR-historien. Greg Biffle blev 55 år.