Tæt på hver sjette vognmand har drejet nøglen om siden 2008. Særligt de små vognmænd har svært ved at få økonomien til at hænge sammen.
De store virksomheder har vokset sig større i længere tid. Det gør det endnu sværere at konkurrere for vognmand Olsen med fem ansatte.
"Hvis de små vognmænd ikke finder nicheområder, hvor de er mindre konkurrenceudsat, så er det svært for dem at konkurrere," siger administrerende direktør i ITD, Jacob Chr. Nielsen.
ITD er brancheorganisationen for dansk vejgodstransport.
Farvel til 1.100 vognmænd
Antallet af vognmandsvirksomheder toppede i 2007 med cirka 6.100. Derfra er antallet faldet med 1.100. Det svarer til 17,6 procent.
De vognmandsvirksomheder, der er tilbage, har til gengæld haft vokseværk.
Måler man på antallet af tilladelse, der udstedes til at køre, er det nemlig steget med 15 procent siden 2002.
”Det er en naturlig udvikling. Der er et større prispres og en øget konkurrence," siger Jacob Chr. Nielsen.
3F: Ublu konkurrence
Formanden for transportgruppen i 3F kalder udviklingen ”rigtig skidt”.
”De store har gjort konkurrencen så ublu, at de små bukker under. Man konkurrerer ikke på lige vilkår. Det foregår ved at lave udenlandske selskaber eller hyre udenlandske chauffører via udenlandske datterselskaber, der så kører dansk indregistrerede biler. Det kan små vognmænd ikke gøre,” siger Jan Villadsen.
Færre veje ind i faget
Som Avisen.dk har beskrevet tidligere stiger gennemsnitsalderen markant blandt lastbilchauffører i Danmark.
LÆS OGSÅ: Unge frygter motorvejen: truckere får rynker
Faget har ekstremt svært ved at tiltrække unge. Tilbagegangen for de mindre vognmænd gør kun ondt værre, siger formanden i 3F's transportgruppe.
”Det har ofte været de mindre vogmandsvirksomheder, der har taget lærlinge. Det gør de ikke i de store firmaer på samme måde, selv om der heldigvis er nogle, der er begyndt," siger han.