En polsk lastbilchauffør blev i morges fundet død på rastepladsen ved Hylkedal i Kolding. Politiet har været på stedet hele dagen, og nu bliver sagen behandlet som et mistænkeligt dødsfald. Det skriver Lokalavisen.dk.
"Manden blev fundet liggende på jorden ved siden af sin lastbil, og vi kan ikke udelukke, at der er tale om drab, så det bliver behandlet som et mistænkeligt dødsfald", forklarer Brian Abild fra Lokalpolitiet i Kolding til Lokalavisen.dk. Han pointerer samtidig, at man har mistanke om, at manden er død af naturlige årsager.
"Han har tidligere, overfor nogle kollegaer, givet udtryk for, at han har haft det dårligt, så det kan sagtens være, at han er faldet om udenfor lastbilen. Det ved vi ikke med sikkerhed endnu, så det skal en obduktion fastslå," fortæller Brian Abild.