Den benamputerede atletikstjerne Oscar Pistorius - også kendt som "Blade Runner" - skal først i retten fredag.
Det siger anklageren ifølge nyhedsbureauet AFP. Pistorius er sigtet for mord på sin kæreste i sit eget hjem.
- Det er rykket fra torsdag til fredag, fordi han skulle tages ind til blodprøver, siger Medupe Simasiku, talsmand for anklageren.
Anklageren har anbefalet, at Pistorius ikke kan løslades mod kaution. Planen var i første omgang, at han skulle i retten i dag, torsdag.
Tidligere torsdag sagde politi følgende til sagen:
- Der har tidligere været episoder med anklager om husspektakler i hjemmet hos den sigtede, udtalte polititalsmanden Denise Beukes.
Pistorius er sigtet for mordet på sin kæreste, den 30-årige fotomodel Reeva Steenkamp.
/ritzau/