Hovedparten af de danske soldater, der kommer hjem fra international indsats med Forsvaret, kommer stærkere tilbage, end da de tog af sted.
Det påpeger forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) over for Newspaq.
"Hos størstedelen af dem der kommer hjem er vurderingen fra Forsvarets egen psykologer, at de faktisk kommer hjem og er psykisk stærkere," siger hun.
Ministeren reagerer på de seneste tal fra Arbejdsskadestyrelsen, der påviser, at antallet af alvorligt traumatiserede hjemvendte soldater er mangedoblet, siden den danske indsats i Afghanistan blev optrappet i sommeren 2007.
Men den øverste politiske boss for soldaterne bider mærke i, at siden 2000 har omkring 25.000 danske soldater været udsendt for Forsvaret.
Og heraf er det kun en meget lille del, der kommer hjem med så alvorlige psykiske skader, at de modtager arbejdsskadeerstatning.
"Jeg vil rejse det flag, at ja, på de hårde missioner, der er en større sandsynlighed for, at vi får nogen hjem, som er psykisk sårede. Men det betyder ikke, at de ikke også kan komme sårede hjem fra andre missioner," siger ministeren.
Samtidig handler Helmandplanen 2010 jo netop om at overgive mere ansvar til afghanerne, så danskerne kan komme væk fra "spidsen" - der hvor de hårdeste kampe foregår.
"De soldater jeg har mødt, når jeg har været ude på besøg, det er nogle meget modne og velovervejede soldater. Og de er fuldstændig klar over, hvad det er, de er gået ind til," slutter Lillelund Bech.
Udviklingen i antallet af anerkendte arbejdsskadesager for posttraumatisk belastningsreaktion i Forsvaret de seneste år:
2006: 5
2007: 7
2008: 19
2009: 31
2010, første kvartal: 5
Stigningen skyldes, at Helmand-missionen er den voldsomsmeste i nyere tid for det danske forsvar.
Kilde: Arbejdsskadestyrelsen og Forsvarets Personeltjeneste.