39 procent af små og mellemstore danske virksomheder har ikke en tilstrækkelig balance mellem deres risikoprofil og it-sikkerhedsniveau.
Det viser en analyse fra Deloitte for Erhvervsstyrelsen.
Derfor vil der i regeringens plan for cybersikkerhed, som præsenteres tirsdag, være fokus på virksomhederne.
- 95 procent af de små og mellemstore virksomheder er afhængige af it-systemer i deres drift, men for mange har et utilstrækkelig it-sikkerhedsniveau.
- Det er forunderligt med et så lavt sikkerhedsniveau, for det kan lægge virksomhederne helt ned. Det har vi set med en stor virksomhed som Mærsk. Det kostede dem et kæmpe beløb, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).
- Små og mellemstore virksomheder er endnu mere sårbare end Mærsk, da de kan få lagt hele deres forretning ned, og de har ikke ressourcer til at komme op igen.
- Planen vil betyde, at det bliver vanskeligere at ramme danske virksomheder.
- En ting er i hvert fald sikkert. Der vil også i fremtiden være hackerangreb, fordi der er så mange penge i det her. Det handler om politik og kriminalitet, siger han.
Brian Mikkelsen understreger, at regeringens plan ikke betyder, at cyberkriminalitet undgås fremover.
Ifølge ministeren er der både statslige og ikkestatslige aktører, som er en trussel, der er kommet for at blive.
- Så vi skal ikke være handlingslammede. Jeg er sikker på, at denne strategi kommer til at give virksomhederne den nødvendige viden og forudsætningerne for, at man kan håndtere de stigende cyberudfordringer, siger han.
En ny informationsportal og erhvervspartnerskab skal blandt andet hjælpe erhvervslivet.
Erhvervspartnerskabet skal arbejde med fælles løsninger på de udfordringer, som de små og mellemstore virksomheder står overfor.
Informationsportalen skal give både borgere og virksomheder nem adgang til viden om aktuelle trusler samt løsninger for at øge sikkerheden.
I weekenden blev DSB ramt af et omfattende cyberangreb, som gjorde det umuligt at købe togbilletter via DSB's app, på hjemmesiden, i billetautomater og i 7-Eleven-kiosker på stationerne.
Sidste år blev A.P. Møller - Mærsk ramt af et angreb, som lammede virksomhedens computere og it-systemer, der håndterer logistikken for skibe, containere og havneterminaler i hele verden.
Foruden Brian Mikkelsen er forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) og innovationsminister Sophie Løhde (V) med til at præsentere regeringens nye strategi for cyber- og informationssikkerhed. Det sker klokken 11.30.
/ritzau/