Mini-Me-skuespilleren Verne Troyer er død

Verne Troyer kendt fra "Austin Powers"-filmene blev 49 år. Troyer havde i flere år kæmpet med alkoholmisbrug.
Skuespilleren Verne Troyer er død. Han blev 49 år.
Skuespilleren Verne Troyer er død. Han blev 49 år. Foto: Valery Hache/AFP

Den amerikanske skuespiller Verne Troyer, der fik sit store gennembrud som Mini-Me i "Austin Powers"-filmene, er død lørdag.

Troyer blev 49 år. Det oplyser repræsentanter for skuespilleren på hans facebookprofil.

Den 81 centimeter høje skuespiller led angiveligt af en depression og havde i flere år kæmpet med et alkoholmisbrug.

- I løbet af årene har han kæmpet og vundet, kæmpet og vundet og kæmpet endnu mere, men desværre blev det for meget for ham denne gang, skriver repræsentanter for Troyer.

- Under den seneste tids modgang blev han døbt omgivet af sin familie.

- Depression og selvmord er nogle meget alvorlige emner. Du ved aldrig, hvad nogen kæmper med indvendigt. Vær gode mod hinanden. Det er aldrig for sent at række ud og bede om hjælp.

Verne Troyer fik sit store gennembrud som Mini-Me i "Austin Powers: The Spy Who Shagged Me" i 1999. Tre år senere spillede han ligeledes Mini-Me i "Austin Powers in Goldmember".

Mini-Me-figuren er en miniatureudgave af karakteren Dr. Evil, der spilles af Mike Myers.

Troyer har desuden spillet med i "The Love Guru", "Harry Potter and the Philosopher's Stone" og "Men in Black".

- Verne var en ekstremt omsorgsfuld person. Han ønskede at få alle til at smile, være glade og grine.

- Han inspirerede folk rundt om i verden med sit drive, sin beslutsomhed og attitude.

- Selv om han var lille af statur, og hans forældre ofte spekulerede på, om han kunne nå op og åbne døren, åbnede han flere døre i livet, end nogen havde kunnet forestille sig, står der i opslaget på Facebook.

Ud over skuespiller var Verne Troyer stuntman.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.