Getty-familien er berømt og berygtet. Der er ufattelige rigdomme fra olie, men også mange tragedier, kriminalitet og kidnapninger, og nu er der føjet endnu et tragisk kapitel til familesagaen.
I går annoncerede Gordon Getty med tungt hjerte, at hans søn, 52-årige John Gilbert Getty var død. Han blev fundet på et hotelværelse i San Antonio i Texas. Der er ikke nogen umiddelbar dødsårsag, men politiet mener ikke, der ligger noget kriminelt bag.
Han efterlader en 25-årig datter.
Døde på stribe
John Gilbert var en af arvingerne til en formue, som engang var USA's største. Oldefaren John Paul Getty var god for mange milliarder dollars, og selv om formuen er skrumpet, så er familien stadig god for over 30 mia. kroner.
Hans bror, Andrew, døde i sit hjem i Los Angeles i 2014 af indre blødninger. Og selv om politiet undersøgte det først som et muligt mord, blev det klart, at der ikke lå noget kriminelt bag dødsfaldet.
Gordon Getty har stadig to sønner tilbage.
I 1973 blev en anden gren af familien genstand for hele verdens opmærksomhed. Barnebarnet John Paul Getty III blev kidnappet af italienske gangstere, da han var teenager.
De forlangte en svimlende sum i løsepenge, men den gamle patriark nægtede at betale, da han mistænkte sin egen søn for at være involveret i kidnapningen. Heller ikke da de sendte barnebarnets afskårede og blodige øre med posten, betalte han.
Til sidst forbarmede den gamle sig og betalte $4 mio.
Teenageren slap fri, men fik efterfølgende et usselt liv. Han blev narkoman og tog en overdosis, som efterlod ham uden tale og synet i en kørestol. Han døde som 54-årig i 2011.