Det kan godt ske, kronprins Christian har travlt med sin uddannelse til løjtnant i det danske forsvar. Men som kongelig kan der komme andre pligter til – selv når man er iført camouflagemaling og er midt i en øvelse. Det fandt kronprins Christian ud af tirsdag.
– Når Hans Majestæt Kongen opholder sig uden for riget, er det som udgangspunkt Hans Kongelige Højhed Kronprinsen, der som regent indtræder i rollen som statsoverhoved. Det er også tilfældet i denne uge, hvor Kongeparret er på statsbesøg i Estland og Litauen, skriver Kongehuset til et opslag på Instagram, hvor Christian i fuld udrustning sætter sin underskrift på et dokument.
Regent på kasernen
– Kronprinsen, der er under uddannelse til løjtnant, tog derfor i dag en pause mellem dagens øvelser for – som Kongens stedfortræder – at få forelagt sager til underskrift. Det drejede sig blandt andet om stadfæstelse af vedtagne lovforslag. Forelæggelsen fandt sted tirsdag eftermiddag på kasernen i Slagelse, lyder det videre i opslaget.
Den 20-årige kronprins er netop nu ved at uddanne sig til løjtnant ved Gardehusarregimentet i Slagelse. Og forleden kom det frem, at han til sommer fortsætter sin karriere i Forsvaret, når han fra juni skal gøre tjeneste som delingsfører for værnepligtige ved Den Kongelige Livgarde.