Mette F. om Corydons opfindelse: "Jeg har ikke behov for at bruge ordet fejl, men..."
Vi er endt med "åndsforladt styring" af den offentlige sektor, siger S-formand i skarpt angreb på styrelse.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, taler i sin 1. maj-tale dunder mod Moderniseringsstyrelsen.

Ifølge S-formanden har Moderniseringsstyrelsen været medvirkende til at øge konfliktniveauet i overenskomstforhandlingerne og skabe en styring af den offentlige sektor med vægt på kortsigtede effektiviseringer.

Du siger i din tale, at vi er endt med en "åndsforladt styring" af den offentlige sektor. Men det var SRSF-regeringen, som du selv var en del af, der oprettede Moderniseringsstyrelsen. Har du ikke et medansvar for, at det er endt sådan?

- Jo, det har jeg. Det er også derfor, at jeg påtager mig ansvaret for at finde en løsning.

- Hvis vi ser over de seneste 20 - 30 år, så har retningen i den offentlige sektor været mere styring oppefra og ned, og mindre og mindre tillid til at de offentlige ansatte kan finde ud af at tænke selv. Alt er detaljestyret i dag.

Det var Bjarne Corydon, der som finansminister oprettede Moderniseringsstyrelsen. Var det en fejl?

- Jeg har ikke behov for at bruge ordet fejl, men jeg kan bare se, at vi er nået til et sted, hvor mange offentligt ansatte føler, at de skal løbe hurtigere og hurtigere for at skulle dokumentere deres arbejde, siger Mette Frederiksen.

Op til 1. maj har hun talt for en fornyelse af den danske model. Det skal være med til at sænke konfliktniveauet, siger Mette Frederiksen.

I fagbevægelsen og på Christiansborg mener flere dog, at Socialdemokratiet bærer et medansvar for det høje konfliktniveau.

Ud over at stå bag Moderniseringsstyrelsen har SRSF-regeringens indgreb i lærerkonflikten i 2013 skabt bitterhed og trukket spor helt ind i årets overenskomstforhandlinger.

Her var netop lærernes arbejdstid længe et centralt stridspunkt.

Både Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, og De Radikales leder, Morten Østergaard, har under ok-forhandlingerne vakt opsigt med meldinger om, at de har fortrudt udformningen af indgrebet i 2013.

Flere partiledere har sagt, at indgrebet i 2013 var en fejl. Hvordan ser du på det?

- Jeg kan i hvert fald konstatere, at meget af det, der har været diskuteret i denne overenskomst, har handlet mere om det, der skete i 2013, end det de har siddet og forhandlet om.

- Dermed har det trukket nogle mørke skygger ind over folkeskolen. Det skal vi forsøge at løse.

- Nu får vi at se, om lærerne stemmer ja til deres overenskomst. Under alle omstændigheder er der brug for en tættere dialog ude i kommunerne, siger Mette Frederiksen.

3F's formand i Aalborg, Allan Busk, har frabedt sig at få besøg af Mette Frederiksen 1. maj, fordi hun ikke ville tage afstand fra et eventuelt nyt regeringsindgreb i overenskomstforhandlingerne. Til det siger S-formanden:

- Det må stå for deres egen regning deroppe. De inviterede mig til at tale 1. maj, og så trak de deres invitation tilbage, siger Mette Frederiksen.

/ritzau/