I forbindelse med Irmas nye strategi "Det Urbane Irma 2018-2022", som kædedirektør Søren Steffensen mandag fik godkendt af bestyrelsen i Coop, har københavnerkæden valgt at trække stikket på i alt 11 butikker på Sjælland. Ifølge HK Handel betyder lukningerne, at 185 medarbejdere afskediges.
Det skriver FødevareWatch.
Ifølge detailkoncernen drejer det sig om butikker, der ikke passer ind i den nye strategi og om butikker, der giver underskud.
"Irma skal være noget særligt, og vi tror ikke på, at vi kan være noget særligt for alle. Derfor har vi valgt at koncentrere os om de kunder, der i særlig grad går op i henholdsvis økologi, dyrevelfærd, vegetar- og plantebaserede fødevarer, i livsnydelse og madglæde samt nye varer. Det er kunder, der primært findes i København og andre storbyer, og derfor koncentrerer vi kræfterne her," siger Søren Steffensen, kædedirektør i Irma.
HK Handel står klar med rådgivning til de fyrede medarbejdere, fortæller Ulla Jensen, tillidsrepræsentant og formand for Landsklubben Irma Butikker.
- Jeg er naturligvis oprigtigt ked af, at der skal lukkes 11 butikker. Nu har vi fokus på, at de medarbejdere, der har fået en opsigelse, kommer bedst muligt videre, siger hun.
De 11 butikker, der skal lukke befinder sig på adresser i Taastrup, Værløse, Amager, Virum, Frederikssund, Slagelse, Holbæk, Næstved, Ringsted og to i Valby.