81 år og prisvindende kvægavler så sent som i år.
Det er i udpræget grad Rasmus Levinsen, det handler om, når tal fra Danmarks Statistik viser, at stadig flere danskere, bliver ved med at arbejde, selv om de for længst har passeret pensionsalderen. Også fordi tallene viser, at det i særlig grad er inden for landbruget, at det grå guld holder dampen oppe.
Det er 67 år siden, landmanden fra den lille by Svenstrup, som ligger mellem Aarhus og Viborg, blev færdig med skolen og fik sit første fuldtidsjob i landbruget. Allerede dengang vidste han, hvad arbejdet gik ud på, for han havde hjulpet sin far på fødegården samtidig med, at han gik i skole.
Man skulle med andre ord synes, at han havde taget sin tørn og efterhånden gjort sig fortjent til et fredfuldt otium. Han kunne sælge den flere hundrede kvadratmeter store gård og bytte den ud med en lille, beskyttet bolig i den nærmeste, større by, Hammel.
Uden arbejde er man ingenting
Den tur har mange af hans jævnaldrende taget, og det er der også mange, der mener, han skulle gøre. Men tanken møder blank afvisning.
- Aldrig! Jeg skal passe på med at sige, at jeg ville dø af det, for det ville jeg nok ikke. Men jeg er alligevel bange for at flytte derind, siger Rasmus Levinsen.
Han forstår da også udmærket, at flere og flere vælger at arbejde, til de kommer langt op i alderen.
- Jeg tror, folk synes, de mister deres identitet, når de holder op. Så er de ingenting, lyder hans bud.
Elite-avl
Rasmus Levinsens identitet er kvæg - Limousine-kvæg, som han primært avler, men også bruger til at holde familien forsynet med kød.
- Det er eliteavl, tør jeg godt sige, fortæller kvægavleren helt uden beskedenhed.
Den behøver han heller ikke, for han har i årevis ryddet præmiebordene på hvilket som helst dyrskue, han har deltaget i, og rask væk solgt præmieeksemplarer til det store udland.
At han har styr på det, han laver, er for Rasmus Levinsen en stor del af forklaringen på, at han trods fremskreden alder stadig gider og har kræfterne til at holde sig i gang. Han vil ikke bruge sit eget eksempel på at prædike forhøjet pensionsalder og bare kræve af arbejdsgiverne, at de ansætter seniormedarbejdere i store mængder.
Hold kompetencerne ved lige!
Et nyligt besøg på et autoværksted åbnede nemlig hans øjne for, at man kan være gammel og udtjent på arbejdsmarkedet i en forholdsvis tidlig alder, hvis ikke man selv og arbejdsgiveren sørger for, at kvalifikationerne holdes ved lige.
- Jeg var nede med min bil, men syntes, at det tog en helvedes tid, for der skulle nærmest ikke laves noget på den. Derfor gik jeg ud i værkstedet. Der stod en mand i halvtredserne, som overhovedet ikke kunne finde ud ad den computer, han skulle have besked af, hver gang han skulle gøre det mindste ved bilen. Han måtte hele tiden spørge de andre. Men hvis man ikke kan være med i sådan noget, forstår jeg godt, at man ikke vil have dem over 50, lyder hans hårde dom.
Her er bare så smukt. Jeg skal bæres herfra, siger den 81-årige landmand. Foto: Favrskovposten.
Omvendt oplever han, at smeden, som kommer på hans gård, har skabt sig et godt seniorjob. Trods høj alder fortsætter han med at køre rundt og udføre de opgaver, han er vant til, når der bliver ringet fra gårdene. Det ser ifølge Rasmus Levinsen ud til at fungere fint for alle parter.
- Men det er nok mest håndværkerne, der kan indrette sig på den måde, mener han.
Ifølge tallene udgør selvstændige da også langt den største gruppe af de over 67-årige, der stadig er aktive på arbejdsmarkedet.
Fornem pension
I 27 år ud af sit lange arbejdsliv var Rasmus Levinsen lønmodtager. Det er årsagen til, at han i dag kan hæve en pension, som han betegner som ’fornem’ og gør, at økonomien ikke klemmer, selv om langt det meste af gårdens jord er solgt fra, så han i dag kun tager sig af ti køer, en tyr og så hønsene. Kunsten ligger også i at kende alderens begrænsning, mener han.
- Jeg kan godt lide at arbejde lidt. Helt sikkert. Og hvis jeg var lønmodtager tror jeg da, at jeg ville blive ved med at have nogle timer, hvis der var mulighed for det. Men man kan ikke yde det samme, som da man var ung. Jeg kan følge med rigtig mange, men jeg kan ikke gøre det særlig længe. Hvis jeg arbejdet et par timer, er jeg klar til en kop kaffe eller et hvil, tilstår han.
Faktisk har han arbejdet som lønmodtager i flere omgange, hvis man tager de korte perioder med. Han var i Canada i halvtredserne og arbejdede et par år for Canadian National Telegraph med etablering og reparation af telegraflinjer. ’Derovre er man udlært, hvis man kan det’, som han fortæller.
Senere, efter at have taget den treårige uddannelse som cand.agro på Landbohøjskolen, var han højskolelærer på Vallekilde et år, inden han blev gift og vurderede, at han ikke kunne fylde rollen som højskolelærer ud samtidig med, at han havde familie.
- For de bedste lærere var det et arbejde, man engagerede sig i 24 timer i døgnet, forklarer Rasmus Levinsen.
Knoldede landmænd
Det var derefter, han tog hul på sit mangeårige arbejde som konsulent for landboforeningerne, hvor han rådgav landmændene primært om økonomiske forhold. Driften skulle han ikke blande sig i.
- Det var faktisk et dejligt arbejde dengang. Jeg kunne jo godt lide landmændene, de gamle knolde. Ja, ja, de var da ikke så gamle, som jeg er nu, men de har da nok været lige så knoldede, mener han.
I 1990, som 54-årig, tog han springet og blev selv fuldtidslandmand. Den titel er gradvis blevet reduceret til deltidslandmand, efterhånden som alderens begrænsninger har sat ind. Hans kones mangeårige og plejekrævende parkinson satte også en grænse for, hvor mange kræfter, han kunne lægge i driften.
Skal bæres væk
I dag har han været enkemand i fire år, men begræder ikke sin livssituation.
- Her er bare så smukt. Jeg skal bæres herfra og håber, at jeg dør i mine bakker, mens jeg går tur med mine katte, lyder ønsket fra Rasmus Levinsen.