Om mindre end 14 dage går det løs med Danmarks svar på det store Oscar-show.
Den 31. januar afholder Danmarks Filmakademi nemlig årets Robert-fest og i dag blev det afsløret, hvem der skal stå i spidsen for showet som vært.
I år bliver det den danske stjerne-skuespiller og instruktør, Marijana Jankovic, som indtager værtsrollen.
Til Robert-uddelingen samles den danske film- og tv-branche for at hylde årets ypperste præstationer blandt deres kolleger.
Som noget helt nyt kan alle i år følge med hjemme fra sofaen, fordi hele showet sendes ganske gratis og live på Pluto TV.
Her bliver det Ann Lind, Camilla Ottesen og Kenny Aleksandr, som skal guide seerne gennem aftenen – fra den gyldne løber på Tivoli Hotel & Congress Center til interviews med Danmarks største filmstjerner.
Marijana Jankovic har gennem en årrække markeret sig både foran og bag kameraet.
Hun er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i 2006 og har medvirket i en lang række danske og internationale film og tv-serier, blandt andet "Danefæ", "Den gode stemning", "Dag & Nat", "Fred til lands" og "Bedrag"
Marijana Jankovic har selv været nomineret til hele fem Robert-priser og modtog i 2019 en Robert for sin kortfilm "Maja", der også markerede hendes instruktørdebut.
Snart er hun iøvrigt igen aktuel som instruktør med sin første spillefilm, "Hjem", der får verdenspremiere på International Film Festival Rotterdam den 3. februar 2026.
Marijana Jankovic er selv meget begejstret for værtsrollen.
- Det er en stor ære at være vært ved Robert Prisen, og jeg ser frem til at fylde rummet med kærlighed og respekt, når priserne skal uddeles. Jeg ved selv, hvad det betyder at blive anerkendt med en Robert-statuette, så jeg ser frem til en magisk aften med en helt særlig energi og stemning, hvor vi skal hylde hinanden og dansk film, siger hun.