Nordjylland er den region i landet, hvor færrest ved, at det er muligt at få professionel hjælp til gener fra overgangsalderen. Det viser en ny undersøgelse, som Voxmeter har gennemført for pensions- og forsikringsselskabet Danica.
47 procent af nordjyderne peger på manglende viden om muligheden for professionel hjælp som årsag til, at de ikke opsøger den. Det er det højeste tal i landet og ligger over landsgennemsnittet på 41,7 procent.
Samtidig svarer mere end fire ud af ti nordjyske kvinder, at det er tabubelagt at tale om gener fra overgangsalderen. Det er flere end i nogen anden region.
Over halvdelen af kvinder i overgangsalderen oplever moderate til alvorlige symptomer som hedeture, hukommelsesbesvær og dårlig søvn, men mange opsøger aldrig hjælp.
- Det er alarmerende, at så mange opgiver at opsøge professionel hjælp, fordi de mangler viden om, hvor og hvordan det kan lade sig gøre. Det vigtigste, der er at sige, er, at det er muligt at få hjælp – og at der faktisk er noget at gøre ved generne. I Danica vil vi være med til at bryde tabuet omkring overgangsalderen og skabe en åben dialog om kvinders sundhed, så flere kan få den rette hjælp, siger Mikkel Lykke Larsen, skadesdirektør i Danica.
Danica har gennemført et pilotprojekt med screening og målrettet hjælp til kvinder mellem 40 og 55 år. Forløbet kan omfatte sygeplejerske, psykolog og gynækolog.
- 47,3% mangler viden om, at gener kan afhjælpes.
- 32,7% mangler viden om, hvor man kan henvende sig.
- 40,7% mener, at det er tabubelagt at have gener fra overgangsalderen.