Mens familier shoppede badeforhæng, stole og reoler, blev der onsdag aften affyret et skud ved Ikea i Taastrup.
Ingen er dog blevet ramt, oplyser politiet.
Kort efter skudepisoden anholdt politiet en mand i krydset ved Snubbekorsvej og Sengeløsevej.
Skuddet blev affyret ved 18-tiden onsdag aften og siden har politiet været meget tilbageholdende med oplysninger.
- Der er blevet affyret et skud ved Ikea, og vi har anholdt en mand. Mere kan jeg ikke sige i øjeblikket, siger vagtchefen ved Københavns Vestegns Politi, Michael Bundgaard.
Det er tredje gang på ligeså mange dage, at der bliver affyret skud i det storkøbenhavnske område.
Sent tirsdag aften blev der affyret skud på Ramsingvej i Valby. Efterfølgende fandt politiet syv patronhylstre i området, men kender onsdag aften stadig ikke baggrunden for skyderiet, hvor ingen blev ramt.
Og natten til tirsdag blev der skudt på Gunnekær i Rødovre .
Her blev to unge mænd på 17 og 18 år overfaldet af omkring fire personer, som var bevæbnet med et slagvåben og en kniv. Den 18-årige mand blev stukket i låret, mens hans kammerat fik et slag i baghovedet.
Efter overfaldet blev der affyret to til tre skud, men ingen blev ramt af kuglerne.