Ari Behn, der er gift med den norske prinsesse Märtha Louise, debuterede lørdag på en maleriudstilling i Geilo.
På et af malerierne har han afbilledet massemorderen Anders Behring Breiviks hoved på to pæle sammen med teksten "Keep calm and carry on".
- For mig er billedet en sammenstilling af det grufulde, som skete den 22. juli 2011, og det nationale traume, vi gik igennem, siger Behn til avisen VG med henvisning til det terrorangreb med i alt 77 dræbte, som Breivik stod bag i Oslo og på øen Utøya.
Kunstkritikere har kaldt værket for smagløst og amatøragtigt.
Men billedet blev allerede på førstedagen af udstillingen købt for et sekscifret beløb af en mand fra Egersund.
Udbudsprisen var 100.000 norske kroner.
- Det er ikke sådan, at jeg må sælge dem for enhver pris. Det spiller ingen rolle for mig, men jeg er glad for, at mine malerier er havnet i gode hænder, siger Behn, der ellers mest har arbejdet som forfatter.
/ritzau/