Ifølge et referat, som produktionsselskabet Nordisk Film TV har lavet fra et møde med Statsministeriet, blev DR-værten Ask Rostrup brugt til at presse Nordisk Film TV under produktionen af den omdiskuterede dokumentar "En ualmindelig hverdag" om statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Det er Ekstra Bladet, som er i besiddelse af referatet fra mødet, og her fremgår det, at statsministerens særlige rådgiver, Jacob Bruun, "nævner, at Statsministeriet har drøftet denne produktion med Ask Rostrup, og begge parter er uforstående over for, hvorfor produktionen i længere version (4 afsnit á 28:30) ikke kan udkomme på andre kanaler end DR3 og nævner eksempelvis DR1 eller DR2".
"En ualmindelig hverdag" endte med at blive en kortere dokumentar på knap 36 minutter og blev sendt på DR 19. december.
Ekstra Bladet skriver, at det af mødereferatet fremgår, at Statsministeriet forsøgte at få udsendelsen standset, netop fordi den blev skåret ned til en enkelt udsendelse og ikke fire afsnit.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Det er ikke lykkedes Ekstra Bladet at få en kommentar fra Jacob Bruun, mens Ask Rostrup ikke vil diskutere sin samtale med Løkkes rådgiver.
- Mine samtaler med ministres rådgivere opfatter jeg som fortrolige - og jeg vil derfor ikke referere fra dem. Indenfor den ramme vil jeg nøjes med at konstatere, at jeg ikke kan genkende udlægningen af vores snak, siger han til avisen.
Statsministeriets ledende pressesekretær, Sabrina Theil, siger til Ekstra Bladet, at ministeriet ikke mener, at referatet "er retvisende", mens kreativ direktør i Nordisk Film TV, Ulrik Chr. Jørgensen, over for Ekstra Bladet forsikrer, at referatet er korrekt.
- Jeg kan kun sige, at det er et nøgternt referat, som vi har fremsendt, siger direktøren til avisen.
Aftaler om røg
Forleden kom det frem, at Statsministeriet, DR og produktionsselskabet Nordisk Film TV havde indgået en aftale om, at der i dokumentaren ikke måtte blive vist rygepauser, og at det skulle være muligt at stoppe optagelser eller helt slette frekvenser.
Derudover viste et referat, at Jacob Bruun for et par måneder siden ikke var tilfreds med dokumentarens intro. Han mente, at ordet "magt" blev brugt for meget, og at musikken var dårlig.
Desuden mente Statsministeriet, at man ikke kunne medvirke i dokumentaren, fordi den ikke var god, var misvisende og var vinklet forkert.