Løkke giver flest statsjob til dem, der i forvejen har

De kommuner, som i forvejen har flest statslige arbejdspladser, får endnu flere, mens de kommuner, der har færrest, stort set bliver overset.
Foto: Mads Claus Rasmussen / Scanpix Ritzau

Det er status på regeringens udflytningsplan, og det skaber undren og frustration hos flere borgmestre, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag.

- Det er svært at se, at det handler om at skabe et mere lige Danmark med arbejdspladser uden for de større byer, siger Hans Stavnsager (S), borgmester i Faaborg-Midtfyn.

Onsdag satte regeringen til og fra-skilte på 3.530 statslige arbejdspladser. Heraf havner 3.088 hos den halvdel af landets kommuner, som i forvejen har flest statslige arbejdspladser pr. 1.000 indbyggere. De 49 kommuner, som i dag har færrest, må til gengæld nøjes med i alt 442 nye job.

V-borgmester i Morsø Hans Ejner Bertelsen er "stolt over at være medlem af et regeringsparti, der har modet til at flytte arbejdspladser ud".

- Men fordelingen ser godt nok mærkelig ud. Regeringen siger, at den vil skabe nogle faglige miljøer, men hvis nogle områder ingenting får, er det svært at skabe et miljø. Så jeg er helt uforstående over for planen, siger han.

De største vindere i regeringens udflytningsrunde er Odense og Aarhus med henholdsvis 465 og 306 statslige arbejdspladser. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) understregede under præsentationen, at selv om de fleste arbejdspladser placeres i større byer, vil der være en afsmittende effekt på de omkringliggende kommuner.

Men det giver Kertemindes borgmester, Kasper Ejsing Olesen (S), ikke meget for.

- Det er godt for Odense med flere arbejdspladser, men de medarbejdere, som følger med fra København, flytter ikke langt ud på landet. De flytter til Odense," siger han.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.