Så er det muligt for anden gang på fire år at købe sig ind i en bid af den folkekære forfatter Lise Nørgaards liv.
Den patriciervilla, hvor hun voksede op i Roskilde, er delt i to. I 2014 blev den ene halvdel solgt, og nu er den anden halvdel sat til salg.
Det skriver BT.
Således er det muligt for inkarnerede fans af tv-serien "Matador" at komme endnu tættere på Lise Nørgaards liv.
Villaen er beskrevet i selvbiografien "Kun en Pige", og kan erhverves for 4,5 millioner kroner minus det, en køber kan forhandle den ned.
For de penge får man en villalejlighed på Skovbovænge Allé 28 i Roskilde. Det er stueetagen, som er til salg. Den er på 159 kvadratmeter, men så følger der også 146 kvadratmeter kælder med.
De er søde, dem ovenpå
Boligen byder ifølge ejendomsmægler Randi Christensen, Danbolig, "på en sand overflod af flotte, klassiske rammer og detaljer".
"Her er desuden en pragtfuld have, og så er der sidst, men ikke mindst, et rigtig godt socialt sammenhold i nabolaget - ja selv overboerne er rigtig søde", skriver Danbolig.